søndag den 21. oktober 2012

Football, Hillsborough & Manchester

Fredag d. 19/10, Lørdag d. 20/10 og Søndag d. 21/10-2012

Efter fyraften i fredags kl 12:30 havde jeg en god eftermiddag hvor jeg kunne tage den med ro inden vi skulle til fodboldkamp. Dette havde jeg også brug for, da det var en oplevelse ud over mine forventninger!

Vi sad på Hillsborough Stadium, på The Kop - omringet af Sheffield Wednesday fans der sang, råbte larmede konstant fra første øjeblik til slutfløjtet. Den måde de råbte af modstanderne, buuh'ede af alt der bare gik lidt imod Wednesday og sang de sange der var fyldt med stolthed og had til modstanderne! Når de f.eks. bandede af modstanderne og sang deres sange kunne man se deres indædte had til 'de andre' - næstekærlighed er uden tvivl ikke et ord i deres 'ordbog' når det drejer sig om fodbold! Men følelsen af det sus der kommer når hele The Kop rejser sig op når et mål er tæt på at blive scoret er en helt ekstraordinær oplevelse - jeg blev med ét Sheffield Wednesday fan mens vi så kampen. Hold nu op hvor var det en spændende oplevelse. Der var udsendt mere end 600 politibetjente og en helikopter der kunne overvåge det hele. Leeds-fansene var ikke til at styre og de rev over 200 stole af på stadion for derefter at terrorisere byen ved f.eks. at brænde en pub ned. På vejen ind på stadion så jeg også The Memorial for de 96 Liverpool-fans der døde på Hillsborough - også ganske specielt at se!

Lørdag var vi rundt i Manchester for at se byen osv. Vi var inde på National Football Museum som er det eneste i UK. Det er fyldt med alt der har med fodbold at gøre - trofæer, trøjer, støvler fra alle årtier var til at finde derinde. Vi fandt bl.a. ud af at en fodboldspiller i Premier League omkring år 1900 fik betalt en ugeløn på £3 pund - det lyder ikke af meget men det var over 3 gange mere end som andre blev betalt. For så at få en anden fodboldoplevelse i Manchester gik vi ind på en pub der viste kampen - ved indgangen blev vi spurgt af dørmændene hvilket hold vi støtter, først da vi sagde at det var Manchester United kunne vi få lov til at komme ind. Men at opleve fans i en pub når deres hold scorer er også helt fantastisk, der blev igen råbt og sunget og drukket endnu mere øl. Vi havde en fantastisk dag i Manchester og også en rigtig god aften i Sheffield da vi kom tilbage. For det var Jespers sidste aften herover inden han skulle hjem, så vi fik en rigtig god middag og et par pints sammen.

I dag, Søndag, har vi slappet af og hygget os med film og snak med vores værtsfamilie. En god afslutning på endnu en god uge herover. Det var alt for denne gang, men tag lige et ekstra kig på billederne jeg har lagt op herunder :)

Mvh. Christian Øllgaard, Sheffield


 Memorial Of The 96 ved Hillsborough Stadium.

 Hillsborough Stadium indefra, billedet er taget fra The Kop, stedet for de mest loyale fans.



Vi så bl.a. denne lille godte i Manchester - en Ford GT60, en bil der nok ville koste op til 10 millioner i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar