mandag den 8. oktober 2012

De første timer og indtryk

Hello Ladies & Gent's!

Undskyld den sene opdatering her fra Sheffield, der har været lidt bøvl med at få logget på computeren - men nu er jeg fuldt i stand til at få fortalt og vist mine oplevelser!

Dagen igår (søndag) gik med flyvetur og kørsel med en minibus fra Manchester Airport til Business & Education kontoret i Sheffield. Herfra blev vi hentet af vores respektive værtsfamilier for så at blive indlogeret i vores nye midlertidige hjem. Jeg har, sammen med Christian Hillersborg, fået fornøjelsen af en værtsfamilie der er utrolig venlige og imødekommende, nogle rigtig dejlige mennesker der er friske og varme i deres væremåde. Familien består af manden, Tyrone Lim og konen, Javvina Lim samt børnene Ji & Jet Lim, de bor i et hyggeligt hjem på Roach Road.

Postnummeret for huset er S11 og bliver betegnet som et af de bedste områder i Sheffield, ingen kriminalitet, stoffer og masser af ro og orden. For enden af vejen bor der op til flere pensionerede fodboldspillere som har spillet for Sheffield Wednesday. For den anden ende af vejen finder vi Ecclesall Road som er fyldt med pubs, spisesteder, butikker og alt andet hvad man kunne tænke sig.

Vi har i dag været på Business & Education's (B&E) kontorer, for at få mere viden og informationer om næråområdets historie, økonomi og særlige steder som man helst skal kende til. Her mødte vi Keith, Nas og John, som er tre hovedpersoner i måden B&E opererer på. Her fik vi flere foredrag og deltog selv ved at fremlægge for dem, hvad vores fokus-områder er der hvor vi kommer fra.

Vi fik for eksempel en meget spændende fremvisning om Bloodhound SSC, som er briternes forsøg på at komme tilbage på tronen som det land der har rekorden for den højest målte hastighed på landjorden. De sigter nu efter de 850 mph eller ca. 1370 km/t. De prøver derudover også på at nå de 1000 mph eller 1600 km/t. De prøver så vidt på at få gjort fokus på projekter som dette, da mange unge ikke vælger de mere teknologiske ellers ingeniørprægede uddannelser, og dette gør at englænderne frygter for at komme bagefter andre lande i det kapløb.

Dette var alt indtil videre, håber i også vil læse min næste opdatering på min blog, hvor jeg uden tvivl vil kunne berette om flere spændende oplevelser fra livet herover!

Jeg har herunder lagt nogle billeder op som jeg har taget i løbet af dagen igår og idag.

Mvh. Christian Øllgaard, Sheffield






Ingen kommentarer:

Send en kommentar